Virksomhedens auditorie i et nyt paradigme.

 

Man skal ikke mange år tilbage, før auditoriet primært var scene for ensidige præsentationer i en ofte officiel, sat og forudsigelig ramme. Auditoriets værktøjer indeholdt i bedste fald en passende skærm til fremvisning af en præsentation, et lydanlæg til taler og i nogle tilfælde en mikrofon eller to til at sende rundt mellem tilhørerne. I mange tilfælde er det stadig sandt og auditoriet anvendes her ofte primært til de mere officielle af organisationernes arrangementer. Men ændringer i virksomhedskulturen og nye generationer på arbejdspladsen, er ved at ændre billedet.

Mens auditoriet fortsat, retmæssigt, tager den centrale rolle i de mere officielle præsentationer af virksomheden, med fokus på formidling og skabelse af identitet, har det klassiske auditorie fået en renæssance og rummet indtager i dag mange forskellige former og funktioner. Indtoget af generation Y – eller millennials – og generation Z på arbejdsmarkedet, med deres mere sociale, mobile og kollaborative tilgang til arbejde, betyder at vidensdeling og mere uformelt ad hoc samarbejde, er blevet væsentlige organisatoriske værdier og det mere konventionelle paradigme for et auditories funktion, som de fleste kender det, har skullet gentænkes.

 

Let tilgængeligt, bred anvendelighed
Auditorier er i dag på vej mod at blive en ressource, der kan bookes og bruges bredt, på lige fod med andre af virksomhedens møde- og konference faciliteter. Virksomheders bredere organisatoriske tilgang til de daglige opgaver, kombineret med brugen af moderne AV-teknologi, har gjort en ny version af auditoriet til organisationens fælleseje og det ofte store rum, agerer i stigende grad som en bred platform for kommunikation og kollaboration.

Brede gå-hjem arrangementer med vidensdeling, erfaringsudveksling og dialog, løbende interaktive uddannelses sessioner og inviterede workshops med medarbejdere, større kundegrupper eller andre af virksomhedens interessenter, er bare nogle af den type arrangementer der har fundet sin vej til auditoriet.

 

Nye former:
I takt med auditoriets nye roller i organisationen, har det klassiske rum i mange tilfælde også skiftet både form og udtryk. Fra det traditionelle lidt lukkede rum, med skrånende gulv, tætte stolerækker og talerstol, betyder moderne skærmteknologi, innovative lydløsninger og trådløse teknologier, at der kan arbejdes med rummet på nye, mere åbne og fleksible måder.

Således kan auditoriet i dag tage udgangspunkt i en centralt placeret trappe, et åbent fælles område med særlig indretning, eller det mere klassiske auditorie med en ny og mere fleksibel indretning, der både tillader den traditionelle præsentation og samtidig hurtig kan omstilles til arbejde i grupper med interaktivitet og decentrale fællespræsentationer, i selvsamme session.

”Skiftet i auditoriets anvendelse betyder at nye teknologier og værktøjer, der understøtter aktiv deltagelse, er kommet i fokus”

 

Aktiv deltagelse
Skiftet i auditoriets anvendelse betyder at nye teknologier og værktøjer, der understøtter aktiv deltagelse, er kommet i fokus. Den traditionelle taler har i højere grad fået rollen som moderator og facilitator og ny AV-teknologi understøtter denne rolle.

Teknologien aktiverer bl.a. mødedeltagernes mobile enheder som smart phones, tablets og PCér, så de kan bruges aktivt som redskab i auditoriet. Deltagere i auditoriet kan tekste spørgsmål til indlægsholder, bede om taletid fra deres smart phones, deltage i ad hoc afstemninger og dele skærmbilleder live fra deres plads i salen, ud til resten af auditoriets deltagerne.

Taler kan moderere tale rækker for spørgsmål ad hoc og aktivere deltagernes smart phones som live spørgemikrofoner i auditoriet. Præsentationer kan streames lokalt i auditoriet, til deltagernes mobile enheder, så der kan noteres på dem under præsentationen og slides kan gemmes af tilhørere med egne noter lokalt.

 

Fjerndeltagelse:
Auditoriets rolle som centrum for vidensdeling og formidling, betyder også at funktionalitet som live streaming og aktiv webdeltagelse bliver stigende relevant. Et gennemtænkt kamera og mikrofon design til auditoriet sikrer at både præsentationer og dialog rækker ud over auditoriets rammer, men mindst lige så vigtigt, at værdifuld viden ikke bare eksisterer i øjeblikket. Ved at muliggøre at auditoriets seancer let kan optages og gøres tilgængelige, giver man mulighed for at både proces og viden kan genbesøges og bidrager til en opbygning af virksomhedens vidensbase.

Korrekt implementeret hjælper moderne AV-teknologi nu brugeren til nemt at kunne betjene og anvende auditoriets mange muligheder for både præsentation og interaktiv deltagelse, fra det bookes til de værdifulde resultater af arbejdet skal gemmes og genbruges.